Thomas brød gennem glasloftet med sin HD

Thomas Maymann er i dag kommerciel direktør i Nespresso Professional. Han har ansvaret for et team på syv personer, og når han går på jagt efter nye talenter, så springer særligt én ting i øjnene, når han skimmer CV’er igennem.

”Når jeg udvælger kandidater, så giver HD mange point i min bog. Det er ikke alle, som er lige gode til at sætte ord på deres evner, men har kandidaten gennemført en HD, så vejer det tungere end en masse velformulerede ord. Jeg ved, hvilket stof kandidaten er gjort af.”

Fra menig konsulent til salgschef

Thomas blev introduceret til CBS HD, da han som salgskonsulent i rekrutteringsbureauet Hartmanns blev prikket på skulderen af direktøren af firmaet. Hun havde set, at Thomas havde evnerne og motivation til at bedrive noget større, end han gjorde i sin daværende
stilling.

LÆS OM HD I STRATEGISK SALG OG MARKETING

”Der var bare det problem, at jeg kun havde min gymnasiale uddannelse. Jeg manglede simpelthen den teoretiske ballast, hvis jeg skulle bryde gennem glasloftet. Allerede to dage efter jeg havde forsvaret min afsluttende eksamen fik jeg tilbudt et job som salgschef i Løgismose.”

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var hårdt, for det var det. Og hvis det ikke var, fordi undervisningen var så virkelighedsnær, så er det ikke sikkert, jeg sad i den stol, som jeg sidder i i dag. Det er det, som skiller HD ud fra så mange andre uddannelser. Undervisningen – alt fra de eksterne undervisere til gruppearbejdet – tager udgangspunkt i de studerendes job, så selvom det var hårdt, kunne jeg hele tiden se meningen i at investere så meget af min tid på en uddannelse.”

En bedre leder

I dag har Thomas selv ansvaret for at udvikle sine medarbejdere, og ligesom hans tidligere chef prikkede ham på skulderen, så har Thomas også selv anbefalet en af sine ansatte at tage en HD. Man bliver ikke nødvendigvis en bedre sælger, for det er andre kvaliteter, som bliver dyrket og udviklet på CBS HD.

”Ser jeg tilbage på min egen tid på CBS HD, så blev jeg ikke nødvendigvis en bedre sælger. Til gengæld blev jeg en bedre leder, og jeg lærte at tænke mere strategisk og spotte udviklingspotentialer for både mine medarbejdere og virksomheden.”