Nikolaj går imod strømmen og finder sin egen vej

 

 

Selv en clairvoyant i et omrejsende cirkus kunne tyde de kort, der tegnede Nikolaj Frost-Hestbeks fremtid: Søn af en bankdame og landmand. HHX-student fra Vejle. Begyndte på en bachelor i HA på SDU.

Spådommen må lyde noget a la: Kandidatgrad efter seks år, efterfulgt af job som konsulent i i yderligere seks år. Forfremmelse til leder i en alder af 35 år.

Men surprise, surprise. Kortene tog fejl. Skæbnen havde andre planer med Nikolaj, for under hans nystrøget skjorte gemmer sig en praktisk ihærdighed, som SDU ikke kunne tøjle.

”Ærlig talt. Jeg havde sgu hverken selvdisciplinen eller motivationen på det tidspunkt i mit liv. Jeg ville prøve gøre karriere på en anden måde end den klassiske” siger 29-årige Nikolaj, der færdiggjorde sin HD-SCM i sommer og har allerede fået lederansvar.

Svaret for Nikolaj blev i første omgang at bytte HA-studierne ud med en elevplads i Carlsberg i Fredericia, og efter halvandet år blev elevpladsen skiftet ud med fast stilling i Supply Planning. Her blev Nikolaj klar over at han manglede en uddannelse, hvis han ville endnu mere med sin karriere. Derfor hev han teltpløkkerne op af voldene i Fredericia og plantede dem delvis i Carlsbergbyen med en ny stilling i Demand Planning og på CBS HD på Frederiksberg.

Smag for sit fag

Nikolaj havde fået smag for sit fag inden for Supply Chain Mannagement i løbet af sin tid i både Supply og Demand Planning i Carlsberg. Derfor var det heller ikke så svært, da han skulle vælge sin specialisering.

LÆS MERE OM SUPPLY CHAIN MANAGEMENT

”Det sjove ved SCM er at vi ser holistisk på virksomheden. De kommercielle ideer udspringer fra forskellige afdelinger, og mit job er få dem alle til at spille sammen. Jeg er med hele vejen; fra idéen opstår til den bliver eksekveret, SCM handler om at lykkedes på tværs af hele værdikæden,” siger Nikolaj, der tydeligt mærker en voksende interesse i hans fag.

”Tidligere når jeg fortalte folk, hvad jeg arbejdede med, havde jeg på fornemmelsen, at de fik et billede i hovedet af en støvet lagerhal fyldt med lyseblå Scania-lastbiler. Men nu er det som om, at omverdenen stille og roligt er ved at få øjnene op for, hvad SCM faktisk er, og hvad det kan.”

Familie, karriere og uddannelse

Undervejs på sin HD skete der noget uventet. Som om et job på fuldtid og en uddannelse på deltid ikke var krævende nok, så fik Nikolaj sin første søn Valde.

”Det kan sagtens lade sig gøre, men det er kun, fordi undervisningen på CBS HD er så fleksibel. Jeg var ikke lykkedes uden den. Og ikke mindst opbakning fra både min familie og arbejdsplads.” siger Nikolaj, som læste sin HD1 online og HD SCM om aftenen og i weekenden.